Jeg kom til Danmark 7 år gammel. Jeg husker ikke så meget fra Irak, kun at jeg var bange. De andre børn kastede sten efter mig i skolen. Jeg tror det var fordi min far havde problemer.

Min far flygtede med min storebror, for at de ikke skulle blive dræbt. Alle mændene i min fars familie måtte flygte.
Jeg var kun 4 år dengang. Så jeg kunne næsten ikke huske min far, da vi så ham igen i Danmark.

Det har også været svært i Danmark. I de første 4 år skulle vi hele tiden flytte. Vi har boet i 11 forskellige centre.
Da jeg var 11 år skulle vi flytte til Avnstrup, og vi måtte ikke længere få penge. Vi kunne kun få mad i kantinen og havde
ingen penge overhovedet.

For et år siden blev det bedre. Mig og min bror fik endelig lov til at gå i en almindelig skole udenfor centret. Vi fik også lov til at flytte ud i et rækkehus. Det var dejligt at få vores eget. Men vi boede der kun tre mdr. så fik vi brev om, at vi snart vil blive sendt ud til Irak.

Jeg er bange for at rejse til Irak. Der sker mange slemme ting. Jeg er bange for at min far bliver dræbt. Der er mange
dræbte i min familie.

Jeg kan hverken læse eller skrive kurdisk. Jeg taler dansk. Jeg læser dansk. Jeg skriver dansk. Jeg vil hellere dø end til Irak.