Børnenes hverdag: af Mona Ljungberg, støttekredsen for Flygtninge i Fare

Fra de overfyldte centre er pigerne sendt ud til et isoleret liv. De er ensomme. De er børn i sorg. De savner kammeraterne fra centrene i Danmark. De levede så tæt. De er børn uden selvtillid. Har i Kosovo problemer med at få kammerater i skolen. Børnene har manglende sprog- og skolekundskaber og et centerliv med sig i bagagen fra Danmark. Naboer undgår de også helst, for sæt nogle opdager, at de har en sindssyg far og griner ad dem. Psykisk sygdom er der meget af i Kosovo – og endnu flere fordomme omkring.

Grave-kolonien kaldes for et multi-etnisk projekt. Men mon det er hvad, de to piger havde mest behov for? Er der noget de har lært i Danmark, er det multi-etnisk samvær igennem mangeårige ophold på danske flygtningecentre, overfyldte med børn fra al verdens lande og etniske afstamninger, - forskellige etniske grupper også fra Kosovo.

Børnenes deltagelse i udgravningsprojektet er støttet af Dansk Flygtningehjælp og Nuras venner. Det faldt dem åbenbart aldrig ind, at der også i Kosovo findes alternative muligheder for udflugter og selskab for børnene end igennem udgravningsarbejde. For de samme penge, som blev givet til museet, kunne have været arrangeret ture til svømmebade for de udsendte Kosovobørn. I svømmebadene kommer mange børn i alle aldre. Men ikke udsendte flygtningebørn. De fik valget mellem at grave sammen med andre – eller at sidde der hjemme og kukkelure for sig selv

Tilbage til Majlindas brev før tvangsudsendelsen