I 2006 blev udsendt et stort antal børnefamilier til Kosovo. Familierne var fordrevet fra Kosovo grundet deres etniske oprindelse. Manges huse blev brændt ned af militser eller de blev bombet af Nato.

Den danske stat afslog at give asyl til flertallet af de fordrevne fra Kosovo, der kom her til i deres nød. Mange af flygtningene var børnefamilier. De kom til at leve i danske flygtningelejre 4 - 8 år og blev sendt tilbage til Kosovo totalt afkræftede og syge.

De blev sendt tilbage til ingenting, frataget enhver følelse af menneskelig værdighed.

De fleste af de tilbagesendte familier lever i dag i dyb armod. Både forældre og børn kom tilbage psykisk nedbrudte.

Det nytter at gøre noget

Børnene lever under primitive forhold i Kosovo og med en dagligdag med mange bekymringer. Børnene er slidte førend de er blevet voksne.

Vi har valgt at give børnene ferie og rekreation et pust fra dagligdagen. Vi tager børnene og de unge med til havet i nabolandet Monte Negro, hvor de bor under bekvemme forhold og vi giver dem masser af omsorg. Vores formål er at fylde børnene med glæde, omsorg og gode oplevelser.

Vi tog første gang af sted med børnene i 2008. Det var en nydelse at se, hvor godt pengene var givet ud. Hvad det kostede økonomisk og arbejdsmæssigt at organisere turen fik vi tifold tilbage i varme oplevelser og glade børn.

Link til ferieturen 2008 for og med børnene her

Vores håb med støtte til børnene er på sigt at fæste mod og tro på dem selv og deres muligheder i livet. Med lidt selvtillid og gode oplevelser i rygsækken kommer mennesket immervæk lidt længere end uden.

De første to år efter udsendelsen til Kosovo.

I de første to år støttede vi en del af de udsendte børnefamilier med kontantbeløb, i det omfang vi kunne og dem vi kunne finde. Familierne levede stort set af ris og pasta. 100 euro en måned kunne betyde lidt supplement til kosten, eller betale et lægebesøg, eller sko til nogle børn. Børnene havde kun det tøj de fik med sig fra Danmark. Tøj slides hurtigere under primitive forhold.

Nogle af børnenes forælre har senere fået arbejde og har til de mest basale udgifter i dag (med undtagelse af lægebehandling).
Enkelte familier har stadig ikke penge nok til en vinters brænde, og i perioder ikke til el og vand (i øvrigt er el- og vandforsyninger meget sporadiske i Kosovo. Der er blevet brugt mange nødhjæpsmiliarder, men mange af milliarderne er også forsvundet til alt andet end hjælp).

De tilbagesendtes flygtninges baggrund i Danmark.

Flygtningene kunne grundet krigen og de etniske forfølgelser ikke vende tilbage til Kosovo, da de fik afslag på asyl. De kunne derfor heller ikke tvangsudsendes. I et forsøg på at presse de fordrevne kosovarer ud af Danmark blev de tvunget til at leve i centre under meget trang plads. Flygtningene måtte ikke arbejde, de blev også frataget retten til offentlige kontante ydelser. De kunne få 3 ensformige og næringsfattige måltider dagligt. Udleveringen af måltiderne blev gjort til et sandt forhindringsløb. Nogle af flygtningene i centrene sultede. Især gik det ud over børnene. En del forældre valgte efterhånden at holde deres små i sengen om formiddagen. For løb børnene rundt og legede blev de sultne og græd, fordi der ikke var adgang til mad før timer senere.

Forholdene er centrene er siden blevet ændret og kostbegrænsningerne ophævet. Men det har de udsendte familier aldrig mærket. De var tvangsudsendt før ændringerne.

Arbejdet for asyl prioriteres lige så højt

Støttekredsen for Flygtninge i Fare arbejder først og fremmest på, at forfulgte og personer i en særlig sårbar situation grundet tortur krig, eftervirkninger af krig o.l., og som anmoder om asyl i Danmark skal have asyl.

Vi knokler for at andre børn og voksne ikke skal lide samme skæbne som de udsendte Kosovobørn, såvel som vi knoklede for at de tvangsudsendte Kosovarer skulle have asyl.

Men realiteten er også, at et flertal af danskerne har valgt at give magt til politiske partier, der tilsidesætter alle hensyn til fordrevne, også når det drejer sig om fordrevne børn og børn af flygtninge.

Nogle familier kunne og kan vi ikke hjælpe til asyl. Vi ved det betyder meget for de udsendte børn og deres forældre, at de med tvangsudsendelse ikke forsvandt ud af vores sind. - at vi stadig er med dem og forsøger at mindske deres lidelse.